mandag 26. april 2010

Siste cellegift?

Kanskje har jeg min siste cellegift noensinne i overimorgen. Tenk på det! Jeg tør nesten ikke å tenke på det for skuffelsen blir så enorm hvis jeg må ha flere, men innimellom lar jeg tanken slippe til og da kribler det i hele meg av glede og forventing. Jeg er så glad for at Erlend skal være med meg på sykehuset de neste fire dagene. Det blir ofte lange dager, og da er det kjekt å ha noen å slå ihjel tiden sammen med, i tillegg til at det bare er generelt hyggelig å ha ham der. I morgen skal jeg ta ny ultralyd av hjertet og så blir det cellegift de neste tre påfølgende dagene. Jeg har også tatt en 24-timers EKG av hjertet. Da fikk jeg festet en masse ledninger på overkroppen som ledet inn i en liten boks som registrerte hjerteaktiviteten min. Jeg har ikke fått svar på om de oppdaget noe mystisk enda. Det er bare å smøre seg med tålmodighet, som vanlig.

Av frykt for at askeskyen skulle komme tilbake inn over Norge for fullt på tirsdag, så kom Erlend til meg på mandag istedet. Vi har altså vært sammen i en uke nå og jeg aner ikke hvor tiden er blitt av. Det føles som om han kom for et par dager siden. Jeg snakket med ei venninne på telefonen i går og hun påpekte at jeg måtte være i ekstase nå som forhåpentligvis siste cellegift er rett rundt hjørnet. Min respons var et gledesutbrudd med utdypning av hvor stas det egentlig er, men inni meg følte jeg meg litt tatt på senga. Jeg har nesten ikke tenkt på at det snart er siste cellegift den siste uka. Jeg har bare hatt det så herlig med min kjære og hatt fokus på det. Det er så ufattelig deilig å kunne tenke på andre ting enn sykdom hele tiden. Og selv om siste cellegift er en enorm gledestanke (med litt mer tvilende bitanker), så overskygger altså Erlends nærvær til og med det. Ååååh for en mann jeg har funnet meg! Og best av alt: vi har enda en uke sammen før han drar tilbake til Alta! Selv om jeg føler meg hoppende glad nå så vet jeg at jeg kommer til å bli spent bein på på onsdag, og liggende med trynet i grusen er jeg ikke like frampå akkurat. Denne gangen er heldgivis Erlend der til å støtte meg opp på beina igjen. Og kanskje får jeg lov til å holde meg på beina helt til jeg som en eldre dame etter et langt og innholdsrikt liv faller i graven for godt. Det er drømmen- å bli ferdig med dette dritet for alltid og så dø mett og fornøyd av dage, med flere rynker i ansiktet enn jeg klarer å telle. Kanskje er det for mye å håpe på. Kanskje får jeg tilbakefall, kanskje må jeg leve med et dårlig hjerte, kanskje dukker det opp andre alvorlige bivirkninger lengre fram i tid, men jeg tror ikke det. Akkurat nå velger jeg å ikke tro det.

8 kommentarer:

Margrethe sa...

Så bra at Erlend er der og at du har noe annet å tenke på enn sykdom:) Men når får jeg treffe denne fantastiske kjæresten din da?

Lykke til med siste innspurt av cellegiften. Nå kan du snart tenke på å bare bli bedre og bedre og bedre, helt til du er helt frisk igjen!:)

Anonym sa...

Tommel opp! Jeg blir rørt av deg. Takk for at du deler!
Hilsen den mamman igjen... :)
Kristin

Anonym sa...

Man bliver gang på gang bekræftet i at du er en fantastisk tøs - altså tøs på dansk :-)
Jeg krydser fingre for dig i morgen og glæder mig til at se dig i Italien.
Kæmpe Klem
Maria

Anonym sa...

Man bliver igen og igen bekræftet i at du er en fantastisk tøs - altså en dansk tøs ;-)
Jeg krydser fingre for dig i morgen, men tror egentlig ikke det er nødvendigt. Selvfølgelig er det den sidste cellegift.
Kæmpe Klem
Maria

Anonym sa...

Man bliver igen og igen bekræftet i at du er en fantastisk tøs - altså en dansk tøs ;-)
Jeg krydser fingre for dig i morgen, men tror egentlig ikke det er nødvendigt. Selvfølgelig er det den sidste cellegift.
Kæmpe Klem
Maria

Maria sa...

Man bliver igen og igen bekræftet i at du er en fantastisk tøs - altså en dansk tøs ;-)
Jeg krydser fingre for dig i morgen, men tror egentlig ikke det er nødvendigt. Selvfølgelig er det den sidste cellegift.
Kæmpe Klem
Maria

Anniken sa...

Takk for fine kommentarer, og da spesielt til deg, Maria, som virkelig har slått til på kommentarfronten denne gangen, hehe;)

Margrethe: Erlend og jeg skal være på Langhus fram til onsdag, så det er bare å ta turen:)

Anonym sa...

De kom aldrig op, mens jeg kiggede, så prøvede at poste igen og igen og...
De er åbenbart blevet synlige efter jeg havde opdateret 10. gang.

Knus Maria

Legg inn en kommentar